Print

En dag i specialgruppen

Dagen starter med at børnene bliver tilbudt morgenmad indtil omkring kl. 8.00 når de kommer i børnehaven. Derefter er der tid til leg og hygge, og enkelte børn har måske også lidt træning. Kl. 8.45 har vi fælles morgensang, hvor vi synger sange understøttet med Tegn Til Tale, billeder m.m.

Efterfølgende går børnene ud i deres grupper og spiser frugt. Børnene er delt op i små grupper så vi bedst mulig kan tilgodese deres behov.

I løbet af formiddagen har vi aktiviteter, hvor der arbejdes med børnene ud fra forskellige pædagogiske arbejdsmetoder; flere sammensat i samarbejde med vores talepædagog, ergoterapeut og fysioterapeut. Det er selvfølgelig vigtigt, at det er sjovt og motiverende for børnene, og vi vægter også højt at de får noget socialt samvær med de andre børn. Vi bruger vores fysiske rammer hvor vi bl.a. har et varmtvandsbassin, motorikrum, sanserum og fællesrum der er indrettet så de er tilpasset børnene.

Frokost består af madpakker, som børnene spiser i deres grupper, og herefter er der mulighed for at sove til middag, og den øvrige del af gruppen leger.

Om eftermiddagen er der oftest leg på tværs af grupperne. Nogle af børnene går på den store legeplads sammen med normalområdet, eller ud på stuerne i normalområdet
Skive Kommune logoSkive.dk logo